Tommy Frederiksen
Mr. Taarbæk Cup er død
Endnu en af Taarbæk Idrætsforenings gamle venner er gået bort. Tommy Frederiksen har i den grad slået sit navn fast i foreningen både på banen og som trofast støtte for foreningen.
Tommy Frederiksen var en meget habil fodboldspiller og slog sine folder på TIF’s 1. hold i mange år med mange andre af de store navne fra Taarbæk.
I 1961 udkæmpedes en hed fodboldkamp mod Hedehusene. I sidste minut havde Tommy et dommedagsskud der førte til resultatet 4-3 til TIF. Det gav stemning på tilskuerpladserne og gjorde, at det blev en dejlig lørdag aften.
I 1963 var han også med på 1. holdet som blev kredsvindere i serie 2.
Det er vist ikke nogen hemmelighed for nogen at Tommy også var en haj på et billardbord. I 1963 kom der billard i klubben og det fortælles at Tommy Frederiksen var den første til at slå et kryds på tavlen.
Tommy gik i 1976 rundt og ”bagte” på en idé. Han ville lave et arrangement, hvor landets bedste fodboldspillere skulle samles til et indendørsstævne med flotte præmier. I 1977 blev Taarbæk Cup en realitet i Lyngby Hallen med Dubonnet som sponsor. Stævnet blev meget hurtigt et af vinterens største og bedste indendørsfodboldstævner, hvor alle de kendte divisionsspillere stillede op.
Stævnet gav overskud som blev sendt direkte til ungdomsarbejdet i TIF.
Da stævnet havde 10 års jubilæum, var der sponsorpræmier for i alt 140.000 kroner, og stævnet gav TIF et overskud på 35.000 kroner vis fortjeneste var Tommys.
Det sidste ”Taarbæk Cup” blev afviklet i 1990. Divisionsspillerne var blevet forment adgang til stævnet af deres trænere på grund af frygten for skader. Det betød at populariteten gik af og fik betydning for overskuddet, som blev på 7.175 kroner det sidste år. Men gennem alle disse år var Tommy som en fisk i vandet med at være sportsdirektør for dette fantastiske stævne.
I 1979 modtog Tommy Ydes mindepokal for sit store arbejde med Taarbæk Cup.
Efter et sygdomsforløb med strubekræft måtte Tommy overgive sig den 20. januar 2014.
Tommy blev født 22. september 1941.
Ære være hans minde
På Taarbæk Idrætsforenings vegne
Flemming Henriksen